|
Mailinterview med Susanne Teglkamp: Susanne Teglkamp giver sit bedste jobsøgningsråd og giver sin vurdering af fremtidens jobmarked.
Hvad er dit bedste råd til jobsøgende?
Mit bedste råd er, at man finder ud af, hvad du jobmæssigt brænder for og går efter det. Din gennemslagskraft bliver meget større, når du ved hvad du vil og arbejder målrettet for det. En arbejdsgiver vil gerne have en medarbejder, der brænder for jobbet. Nå det så er sagt, så er det ikke nødvendigvis nemt i dag at komme igennem nåleøjet, så der skal noget mere til. Du skal også have kompetencerne og kunne kommunikere det både i en ansøgning og når du sidder til jobsamtalen. Og så er det i øvrigt en rigtig god idé at bruge sit netværk i jobsøgningen. Hov ... det var vist flere gode råd!
Hvad er din forventning til arbejdsmarkedet de næste 12 måneder?
Jeg synes allerede nu, at vi kan mærke at der er øget efterspørgsel på medarbejdere i den private sektor. Jeg tro at vi vil se en forsigtig stigning i udbuddet af jobs. Derimod så vil vi se en kraftig opbremsning for nye jobs i den offentlige sektor. Finanskrisen har ramt den offentlige sektor med en forsinkelse.
Hvordan er din egen karrierevej, hvordan er du kommet dertil, hvor du er i dag?
Jeg er i dag selvstændig konsulent og har været det de sidste 7 år. Vejen dertil har været noget kroget. Jeg har først skulle prøve og lære en masse. Rent uddannelsesmæssigt har jeg en baggrund som jurist og som reserveofficer. Jeg har både arbejdet i den offentlige sektor, den private sektor og i en interesseorganisation. Jeg har været ansat konsulent, udviklingschef, kommunaldirektør og HR-direktør. Jeg har prøvet at starte selvstændig en gang tidligere, hvor det ikke gik og jeg har prøvet at blive fyret. Jeg tror det er summen af alle de erfaringer, der var nødvendige for at jeg i dag kan arbejde på det niveau, jeg gør og med en vækst i et konsulentmarked, der ellers er trængt.
Hvilken form for arbejdspladser skal Danmark satse på i fremtiden?
Det mest oplagte er at sige vidensarbejdspladser. Og der skal vi selvfølgelig også satse. Men jeg tror, at det er nødvendigt også at tænke nogle af de mindre vindenstunge arbejdspladser ind - alene fordi vi ellers skubber en stor del af befolkningen ud af arbejdsmarkedet. Og det har vi ikke råd til. Så vi skal måske stoppe med at lægge produktionen ud til fjernøsten i det omfang, vi hidtil har gjort - ja vi skal måske endda trække noget af produktionen tilbage igen.
Hvem ser du op til rent arbejdsmæssigt?
Jeg har som sådan ikke nogen idoler - de har det i øvrigt også med at falme på et tidspunkt. Men jeg har da forskellige helt almindelige mennesker, som jeg synes er inspirerende at være sammen med og som gør det godt på hver deres felt.
Hvad er dit bedste råd til dagens rekrutteringsansvarlige?
Tænkt langsigtet. Lige nu bliver I bestormet og nærmest løbet over ende af ansøgere, men det bliver ikke ved. Derfor er det vigtigt at behandler kandidaterne ordentligt også selvom der er mange af dem. Derudover er det vigtigt også at tænke i branding af virksomheden på lidt længere sigt.
 Susanne Teglkamp er konsulent og direktør i Teglkamp & Co. Hun er uddannet jurist og reserveofficer og har et bredt erfaringsgrundlag fra ansættelser i det private erhvervsliv og i det offentlige. Hun har tung ledelsesmæssig erfaring og har bl.a. været kommunaldirektør, HR-direktør i to forskellige it-virksomheder og udviklingschef. Hun har i mange år arbejdet som underviser og managementkonsulent.
Teglkamp & Co. arbejder ud fra perspektivet: ledelse i øjenhøjde. Det vil sige, at vi møder lederne på deres bane. Vi tager udgangspunkt i virksomhedernes udfordringer og arbejder ud fra en praktisk tilgang til udfordringerne. Se mere på www.teglkamp.dk
|