| Skal vi netværke? |
side 1 af 3 Netværk er et omtalt fænomen. Som begreb bruges det rigtig meget - og er måske til tider misbrugt. Men hvad er netværk? Skal vi netværke? Og kan vi ændre vores netværksvaner? Det har redaktionen kigget nærmere på. Netværk som begrebI vores færden blandt private og professionelle forbindelser støder vi ofte på begrebet netværk. Samtidig støder vi på deraf ledte begreber som at netværke, networking, netværksgrupper, netværksorganisation m.m. I praksis bliver begrebet ofte sat i stedet for begreber som gruppe, relationer, sammenslutning, klub eller forening. Professor Laurids Hedaa fra Institut for Afsætningsøkonomi mener, at det er ærgerligt med denne brug af begrebet, da begrebet netværk primært er velegnet til at sondre mellem sociale fænomener. Han synes, at begrebet bedst forstås ved at betragte det som et perspektiv og en måde at se verden på. Netværk som fænomen fortolkes bedst, når det ses i en sammenhæng med noget andet. Det vil sige, at konteksten og den specifikke sammenhæng giver fænomenet dets særpræg og identitet. "I et netværksperspektiv er individet ingenting i sig selv, men kun noget i kraft at relationerne til andre", understreger Laurids Hedaa i sin artikel Netværk - hvad er det egentlig?, DLF Foreningen 10/2006. Grænseløst netværkDer er lavet mange undersøgelser, hvor man har forsøgt at finde ud af, hvor stor afstanden egentlig er mellem mennesker. Dette er blandt andet sket ved at søge på, hvor mange led man skal igennem for at to personer, der ikke kender til hinandens eksistens, kan komme i forbindelse med hinanden. Resultaterne viser, og forskerne påstår, at alle mennesker på denne jord, kan komme i kontakt med hinanden gennem en række af venner og bekendte og deres netværk på gennemsnitligt fem trin, det vil sige seks relationer. Det betyder, at såfremt du drømmer om at sidde til middag med Oprah Winfrey eller afprøve Tom Kristensens Audi, skulle du gennem dit netværk af venner, bekendte og forretningsforbindelser på gennemsnitligt seks relationer, kunne få din drøm opfyldt. Udfordringer med netværketSammen med masterspeaker og coach Robert Rolfsted har vi kigget nærmere på, hvorfor vi skal netværke og om vi kan ændre vores netværksvaner. Robert Rolfsted har haft fokus på netværk og netværksrelationer i flere af hans powerworkshops. Han ser netværk som en sammenslutning mellem mennesker med enten en defineret interesse erhvervsmæssigt, HR-mæssigt eller relationsmæssigt. Han understreger, at netværk består af alle de mennesker, du har omkring dig - en blanding af familie, venner, forretningsforbindelser, kollegaer m.v. "Den største udfordring er reelt set at gøre brug af dit netværk", påstår Robert Rolfsted og fortsætter: "I de netværk, jeg er med i, oplever jeg, at mange har en udfordring i forhold til, hvordan de skal gøre brug af netværket. Mange stiller spørgsmålene: Hvordan bruger jeg egentlig netværket? Hvad kan jeg bruge det til, og hvad kan jeg tillade mig? Det er en lang række af spørgsmål, som sætter nogle begrænsninger i dig selv". Han påpeger, at begrænsningerne ofte ligger hos den enkelte bruger af netværket ikke i selve netværket. Dog kan der også være begrænsninger i selve netværket. Når vi snakker om professionelle netværk, kan udfordringen være, at der kræves stor tillid til hinanden. Robert Rolfsted forklarer: "Den tillid, der er mellem dig og mig i et netværk, er helt afgørende for, hvad du får ud af at være i et professionelt netværk. Jeg skal føle, at jeg har tillid til dig, før jeg anbefaler dig til andre i mit netværk, som du gerne vil gøre brug af". Gå til biddetNår du går ind i et netværk, kan det have betydning, at du er afklaret i forhold til, hvad du vil med det givne netværk, og hvad du i bund og grund har lyst til at bruge det til. "Når jeg arbejder med mennesker og netværksrelationer, ser jeg tit, at folk opfinder et spørgsmål, som henleder til spørgsmål to og tre. Dette for at nå ind til kernen af, hvad de gerne vil vide om pågældende, de sidder overfor. Stil det spørgsmål, du allerhelst vil stille, fra starten! Du kan jo sagtens mærke, når du sidder overfor en, som ønsker noget fra dig, men ikke fortæller det. Bliver der kørt for meget rundt i spørgsmål, kan du risikere, at du opbygger en mistro i forhold til, hvad din dagsorden egentlig er". Robert Rolfsted fornemmer, at det ligger i begrænsningen hos individet, hvad man egentlig kan tillade sig at spørge de andre i netværket om. Rigtig mange mennesker er i tvivl om, hvorvidt de bare kan stille direkte spørgsmål, og det er noget, mange synes er svært. "I bund og grund er det meget nemt", understreger Robert Rolfsted. |
Jobfisk.dk | E-mail: info@jobfisk.dk