15 spørgsmål til din næste chef
Tilmeld nyhedsbrev





15 spørgsmål til din næste chef Udskriv Email
Artikel indeks
15 spørgsmål til din næste chef
3. Jeg er som person altid i godt humør og optimistisk, men hvordan er omgangstonen her i virksomheden, vil jeg passe ind?
8. Har jeg overbevist jer om, at jeg virkelig gerne vil have jobbet?
Alle sider

For at kunne stille de rigtige spørgsmål skal du kunne skifte mellem forskellige samtalepositioner: Du skal både kunne levere en troværdig enetale, være aktivt lyttende og medlevende konverserende. Jo mere du mestrer de forskellige positioner, og jo mere du udviser fleksibilitet, overskud og engagement, desto større chance har du for at få jobbet.

Det er altså måden, hvorpå du formidler dine evner, og ikke dine evner i sig selv, som gør udslaget til jobsamtalen.

De gode spørgsmåls platform

Helt konkret skal dine spørgsmål i form og indhold kommunikere forståelse for fire grundlæggende temaer. Disse temaer er præmissen og synliggørelsen af din forståelse for det kommende job. Det kræver, at du viser:

1. forståelse for branchen:
konkurrenter, samarbejdspartnere, udfordringer,
løsningsmåder mv.

2. forståelse for virksomheden:
værdier, mission, vision, resultater mv.

3. forståelse for det produkt eller den serviceydelse, som er virksomhedens omdrejningspunkt:

det særlig attraktive ved produktet/kerneydelsen, dit
personlige forhold hertil

4. forståelse for dine kommende kollegers personligheder:
kemiskabelse, energiudstråling, motivation og positiv tilgang
til det kommende samarbejde

Før enhver samtale, før enhver ansøgning, kan du med fordel overveje, hvordan du tager disse 4 temaer op, så virksomheden kommer i centrum. For i alle jobs skal du stå til tjeneste. Dette er essensen i de arbejdsretslige kontrakter, som du indgår med din arbejdsgiver. Du får penge for at udføre en opgave, ikke for at komme ind og være dig selv, eller fordi du har nogle kompetencer fra dit tidligere job. Det bør du aldrig glemme og slet ikke til den første samtale.

Stil spørgsmål affødt af nuet og dialogen

Nedenfor er listen med de spørgsmål, som viser, at du står til tjeneste. Spørgsmålene skal stilles i løbet af samtalen på en naturlig måde, og ikke affyres mekanisk, rituelt eller i affekt som en studentikos afskedssalut til slut, når begge parter er på vej ud af døren. Da er løbet nemlig kørt. En jobsamtale er jo som sagt en dialog, som du i høj grad også er en værdig medspiller i med dine spørgsmål. Hvorfor? Fordi dine meritter er blevet anerkendt, ellers var du slet ikke nået frem til samtalen. Nu er det personligheden og integriteten, som vurderes. Nu gælder det din personlighed. Med mindre du søger et meget specialiseret job, hvor du udelukkende vurderes på dine kompetencer, så skal du ikke forvente at blive ansat, hvis ikke du sørger for, at din personlighed passer til virksomheden. Tag ikke fejl: det er dig, der skal være fleksibel og social, for du bliver bedømt på, om arbejdsgiveren har lyst til at snakke med dig over frokosten, lyst til at se på dig 37 timer ugentligt og lyst til at hjælpe dig videre i dit professionelle liv. Til jobsamtalen er det således dine sociale færdigheder, som afprøves under overskrifterne: ”Tror vi på dig, kan vi se dig arbejde hos os, føler vi, det er rigtigt, passer du ind?” Med situationsrelevante spørgsmål kan du sikre, at arbejdsgiveren svarer ja til alle disse indre spørgsmål. De følgende 15 spørgsmål kan alle hjælpe dig med at vise, at du kan hjælpe virksomheden. Pointen er, at ethvert spørgsmål fra din side er en åbning til et samtalerum, hvor du i udgangspunktet står i en gunstig belysning. Fryd dig dog aldrig i selvhøjtidelighedens vakuum over at have stillet et godt spørgsmål – det skal altid følges op med aktiv lytning.

1. Hvad har den ideelle kandidat med sig i rygsækken ifølge dig?

Dette spørgsmål tilkendegiver i sin underspillede frækhed en stor portion selvtillid og nysgerrighed, og at man er ambitiøs. Det bør dog kun stilles, hvis du føler, at du kan matche svaret fra arbejdsgiveren, og hvis du kan kravene fra jobannoncen i hovedet. Spørgsmålet valoriserer og aktiverer arbejdsgiveren på en interesseret måde, tilkendegiver respekt for dennes personlige holdning og danner bånd, hvilket i høj grad er dit mål til samtalen. Hvis svaret lidt fornærmet lyder: ”Det kan du jo læse i annoncen”, så har du en fin mulighed for at tilkendegive din viden: ”Ja, jeg kan jo se, at man både skal være dynamisk og fleksibel, og det har jeg i høj grad været hos x-virksomhed og på min x-uddannelse, men jeg spørger, fordi jeg ønsker din personlige mening, og fordi jeg er på jagt efter et arbejdssted, som kan bruge det, jeg er virkelig god til, nemlig at skabe resultater i et forandringspræget miljø.”

2. Hvad karakteriserer en succesfuld person i virksomheden?

Her lægger du ord i munden på arbejdsgiveren på en positiv og fremadrettet måde samtidig med, at du mellem linjerne tilkendegiver, at du selv er succesfuld og i hvert fald tilstræber at blive det i virksomheden. Budskabet i spørgsmålet er ligeledes, at du er vant til at præstere, vant til at blive målt og vant til at skabe resultater. Svaret går sandsynligvis i retning af: ”Én, der klarer sine opgaver godt, én, som altid kan snakke med sine kolleger, én, som ved, hvad det vil sige at fokusere på lønsomhed.” Mens arbejdsgiveren opremser, hvad det er, som netop vægtes i denne virksomhed, så har du mulighed for at spille med, verbalt og kropsligt, dvs. anerkende og genkende de værdier, der bliver fremhævet. I denne sammenhæng er det særlig vigtigt, at du mestrer dine egne succeshistorier i en sådan grad, at meget af det, du tidligere har lavet, bliver en gevinst for den nye arbejdsgiver.


 

Tilføj kommentar


Sikkerhedskode
Opdater







Jobfisk.dk | E-mail: info@jobfisk.dk