Der har været lavvande i opslagene i de sidste par uger. Det er der i og for sig ikke noget nyt i. Men der dukkede lige pludselig stillinger som jeg kunne søge på ved at besøge virksomheds hjemmeside, som jeg kender til.

Også skulle der ellers produceres ansøgninger med god og positiv energi. Afsted er det gået de sidste 2 dage. Men så kom det igår, frustrationen kom bag fra og overrumplede mig. Frustrationen om at blive ved og ved og ikke komme videre, forsøget på et få en ide som jeg kan bruge til at iværksætte osv. Jeg kan ike tage skridtet, jeg tror jeg mangler et "killer" instinkt. Det er som om at håbløsheden og det at holde sig i vente position for de stillinger som måske er på vej fra de steder jeg har en jævnlig kontakt til. Min branche er ikke nem.

Min samlever er imponeret over min styrke og kan ikke forstå vi ikke taler om det. Problemet er bare frustrationen dukker op, når den synes, den skal - om jeg så må sige. Det føler jeg ikke, jeg kan ind på loivet af. Selvom jegf godt forstår hvor vi skal han med det. Det handler om at være bevidst om situationen og hvad gør man når det opstår. Der er i grunden en kombination af flere ting, der gør lige den her frustration er opstået. Jeg var ved at melde mig syg fra mit løntilskudsjob idag, men valgte alligevl at tage afsted, bare for at komme lidt væk og måske håbe på, at det sociale og de søde unger der kommer hen til én, gør arbejdet og får en op igen. Min samlever er der for mig og det elsker jeg for hende, netop som hun står og bruger 60 timer om ikke mere på at gøre sine studier færdig. Men hun gør sit for at bakke mig op i den ulige kamp for at komme videre.

Og det er lige før jeg forsøger tænke i egen ide bane og det er selvom jeg  pt står og mærker selvtilliden får sig et mindre knæk.

Det er måske det, der i den sidste ende er mening med det. Man skal ned for at komme op. Også selvom det er svært i kampens hede.