Tilmeld nyhedsbrev





Sådan begyndte det - stoleleg for voksne Udskriv Email

Hej alle sammen!
Ja, jeg føler, at jeg sidder midt mellem to stole for tiden. Og det er ikke noget specielt rart sted at sidde, skulle jeg hilse og sige. Jeg blev opsagt i november, og jeg har 4 måneders opsigelse, men da jeg ikke er fritstillet i min opsigelsesperiode, skal jeg møde på arbejde frem til slutningen af marts. Og det er med lidt blandede følelser, at jeg møder op. Med blandede følelser mener jeg, at jeg er glad for, at jeg ikke allerede nu skal gå hjemme, alene, på fuld tid. Men jeg føler mig på anden side også ekskluderet fra fællesskabet, når jeg er på arbejde, og jeg bliver hele tiden mindet om, at jeg ikke er en del af virksomheden længere. Mine arbejdsopgaver er ikke længere fast definerede, da min seneste stilling jo er nedlagt, og derfor tager jeg mig af diverse ad hoc opgaver inden for de områder, hvor jeg har kompetencerne. Det vil sige alt fra oversættelser, mindre marketingopgaver (primært af administrativ karakter) og telefonpasning. Det er ikke ligefrem opmuntrende, og jeg føler mig lidt som en vikar, men vel at mærke en, som IKKE skal sætte næsen op efter fastansættelse!

Jeg har arbejdet i samme virksomhed i over 4 år. Først som marketingkoordinator, siden som indkøber. Dette skift mellem afdelinger skete tilbage i 2009, hvor min oprindelige stilling blev nedlagt, da krisen indledningsvist begyndte at kradse. Samtidig var der et ledigt barselsvikariat i indkøbsafdelingen, og det fik jeg tilbudt. Jeg tror, man mente, at min meget strukturerede måde at arbejde på ville harmonere fint med arbejdsopgaverne i afdelingen. Det var nok rigtigt, for da barslen var overstået, valgte man at beholde mig frem for hende, der kom tilbage fra barsel. Det var en underlig følelse, for jeg var jo yderst tilfreds med ikke at skulle ud og søge job, mens jeg var ked af, at min meget søde kollega i stedet skulle.

Yderligere omstruktureringer medførte dog at indkøbsafdelingen og lagerfunktionen skulle flyttes til det svenske søsterselskab på den anden side af Øresund i slutningen af 2011, og under den proces fik jeg at vide, at jeg skulle tilbage til min oprindelige stilling, i marketing. Den afdeling havde man nemlig prioriteret at allokere ekstra ressourcer til - jubiii! Dét var gode nyheder, for jeg savnede min gamle pind og at arbejde med marketingopgaver. Så mens afviklingen af indkøbsafdelingen fandt sted, gik jeg, glad og fro, og så frem til at komme tilbage.
Men..... fredag den 25. november, lidt i 2 om eftermiddagen, blev jeg kaldt ind på direktørens kontor og fik mig noget af en overraskelse! Grundet et pludseligt krav om yderligere nedskæringer fra hovedkontorets side, så man sig desværre nødsaget til at opsige mig, trods tidligere udmelding om overflyttelse til marketing. - Skriv venligst under hér, tak. De var meget kede af det, og det VAR de virkelig, men det kunne desværre ikke være anderledes, sagde de. Og dér sad jeg, med underkæben helt nede i gulvhøjde, og prøvede at forstå, at min verden, som jeg har kendt den, nu pludselig skulle se helt anderledes ud.

De første dage efter min opsigelse var mildest talt ubehagelige. Lad mig sige det sådan; jeg har haft meget sjovere weekender! MEGET sjovere! Diverse skrækscenarier fløj gennem hovedet på mig, og jeg var glad for, at pigerne netop den weekend var hos deres far, så jeg ikke behøvede at finde en grimasse, der ku' passe, men kunne fordøje det hele i mit eget tempo, uden at skulle tage hensyn.

Det, som især bekymrede mig, var om jeg kunne blive boende i min nye lejlighed. Pigerne har ikke ligefrem brug for flere drastiske forandringer, og jeg har også selv brug for fast grund under fødderne, så jeg håbede meget på, at min nye økonomi kunne hænge sammen. Ugen op til det allerede planlagte møde med banken var frygtelig lang. Heldigvis havde jeg - ved et lykketræf - netop fået foranlediget en lånomlægning, og jeg kan takke den rekordlave rente, for, at jeg de kommende par år kan blive boende og leve, sådan rimeligt, på dagpenge. PYH!  Det var en kæmpe lettelse og har givet ro i maven. Nu kan jeg for alvor fokusere på jobsøgningen, uden at gå og frygte at et vist stykke badeværelsesinventar bryder i brand lige om lidt. Og lad os håbe, at det heller ikke kommer så vidt!

Ak ja, jeg fik desværre sat stolen for døren. Og lige nu sidder jeg - ubekvemt - mellem to stole, fordi jeg ikke er "rigtig ledig" endnu, dvs. stadig går på arbejde.

Alt imens jeg leger "stoleleg for voksne" og slås med et stort antal andre kompetente jobsøgende om de relevante stole, der er tilbage på arbejdsmarkedet.

Men jeg er stadig ved godt mod. Jeg ved, at der er en stol til mig derude. Og det skal nok lykkes at finde den. Inden da kan der være medgang og modgang, og varer det længe nok, vil jeg helt sikkert løbe ind i perioder, hvor jeg ikke synes det er særlig sjovt at være mig. Det er prøvet før. Men det går jo over.

Dette var i hvert fald begyndelsen på MIN blog om at være ledig. Her vil jeg dele mine glæder, sorger og erfaringer med dem, der måtte have interesse. På gensyn inden så længe - og god jobjagt til jer, som er i samme båd som mig.

Smile
Henriette

 

Tilføj kommentar


Sikkerhedskode
Opdater










kurser for ledige - 6 ugers selvvalgt kursus.gif

Jobfisk.dk | E-mail: info@jobfisk.dk