For nylig blev jeg kontaktet via LinkedIn af en anden bruger, der havde et forslag til en forretningsmulighed, som han syntes, jeg havde kvalifikationerne til. Lidt nysgerrig er man vel altid, og måske var det interessant, man er vel i markedet for nye udfordringer. Så jeg indvilligede i at mødes over en kop kaffe, så han kunne fortælle mere om denne forretningsmulighed.

Man skal høre meget, før ørene falder af, og denne historie, fortalt af en tidligere kollega og ven, som også er jobsøgende for tiden, tåler at blive genfortalt. Det er ikke småting, man kan komme ud for på sin vej gennem jobsøgningsjunglen. Her er den så:

Jeg er lige gået glip af en jobsamtale. Og, ja, også et job, naturligvis! Jeg blev ringet op torsdag ved middagstid af en rekrutteringskonsulent, som ville have mig til samtale fredag. Jeg var en af 6 kandidater, som var udvalgt blandt ca. 300 ansøgere til at komme til en hurtig samtalerunde. Glæden - og frustrationen - var stor, for det kunne jeg desværre ikke, da jeg var på vinterferie hos familien i Jylland med mine to piger.

Jeg er træt, DØD-træt, af afslag. Og jeg har endda ikke fået særlig mange. Eller. Ja, alt er jo relativt. Jeg har helt præcis fået 27, og jeg har til dato søgt sølle 30 stillinger, så jeg skulle måske i virkeligheden ikke pive? Men det ændrer ikke ved det faktum, at jeg er irriteret, og ikke mindst frustreret, over ikke engang at været inviteret til en eneste samtale efter alle mine anstrengelser ved tastaturet. ØV!

Forleden blev jeg gjort opmærksom på, at en tidligere kollega netop er død - blot 55 år gammel. Jeg har ikke haft kontakt med ham i mange år, så det kom som lidt af et chok. Ifølge dødsannoncen tilbragte han sine sidste dage på hospice, så det er formentlig en grim sygdom, der har kostet ham livet i utide. Jeg ved, at han efterlod sig et par børn, og jeg har den dybeste sympati for de stakkels unger, som nu må undvære deres far for altid.

Aaaarrrgh! - Jeg er ikke engang rigtig ledig endnu, men jeg må allerede NU lægge øre til alle lediges hade-spørgsmål nr. 1! Støn!! Langt de fleste siger det ikke i en ond mening, det er bare sådan det oplagte emne at spørge til. I stedet for at spørge "Hvordan går det?" eller noget andet i den stil. Og det er også fint nok i starten, og man svarer venligt og beredvilligt, men hvis man når at gå ledig i længere tid, så bliver man efterhånden pænt træt af netop dét spørgsmål!

Tjah, lige så hurtigt som man kan få produceret ansøgninger, lige så hurtigt kommer der afslag retur i inbakken. Det skal man regne med, med mindre man hører til de udvalgte få, som er voldsomt efterspurgte på arbejdsmarkedet. De behøver vel i øvrigt slet ikke at skrive jobansøgninger, da de får jobtilbuddene serveret og kan vælge og vrage. Bare det var mig.

Hej alle sammen!
Ja, jeg føler, at jeg sidder midt mellem to stole for tiden. Og det er ikke noget specielt rart sted at sidde, skulle jeg hilse og sige. Jeg blev opsagt i november, og jeg har 4 måneders opsigelse, men da jeg ikke er fritstillet i min opsigelsesperiode, skal jeg møde på arbejde frem til slutningen af marts. Og det er med lidt blandede følelser, at jeg møder op.