Det lyder måske som en smart bemærkning, men det er den kategori, som min kontaktperson på jobcenteret har placeret mig i og det har vist sig at volde flere problemer end jeg nogensinde havde drømt om.

Jeg må hellere lige præsentere mig selv inden jeg uddyber nærmere. Jeg er kvinde, 26 år og nyuddannet civilingeniør. Jeg ved ikke hvornår ordet nyuddannet bliver forældet, men jeg blev i hvert fald færdig med 5 års studier på Aalborg Universitet i sommeren 2010 og har gået ledig lige siden.

Efter endt studie flyttede jeg tilbage til rødderne på Sydsjælland og har nu midlertidig adresse på grænsen der skiller udkantsdanmark fra det øvrige Danmark. Jeg er ikke helt klar over om det var et smart træk at flytte tilbage, her 4 måneder senere. Behandlingen som ledig og nyuddannet havde muligvis været bedre i Aalborg end i udkantsdanmark, men jobbene hænger heller ikke ligefrem på træerne i Nordjylland.

Mit første møde med jobcenteret blev udskudt et stykke tid, da jeg havde valgt at benytte mig af muligheden for at få 6 ugers selvvalgt kursus. Et 10-tal og et certifikat senere kunne jeg ikke udskyde det mere. Jeg skulle til møde på jobcenteret, hvor jeg havde en overraskende positiv oplevelse. Min kontaktperson er en sød og reel kvinde, som godt kan se det urimelige i min situation, men som er bundet på hænder og fødder af den nuværende lovgivning.

I min kommune er der ikke ret mange med en lang videregående uddannelse, og slet ikke ret mange der samtidig er under 30 år. Dette betyder at de ikke er kvalificerede til at hjælpe mig videre og har overgivet mig til en anden aktør, som eftersigende skulle være ekspert i "os der er unge og veluddannede". Det lyder jo meget flot, men min fortvivlelse var stor da jeg fik indkaldelsesbrev til et kursus der skulle finde sted i det fjerneste område af udkantsdanmark, 55 km fra min bopæl. Hvis der ikke er mange unge med lange uddannelser her "ved grænsen", hvad er der så jo længere du kommer ud?

Efter første dag på det såkaldte "kursus" var min fortvivlelse erstattet med et mildt raseri. Aldrig har jeg følt jeg spildte min tid så voldsomt som den dag (og de mange efterfølgende dage). Jeg vil ikke gå for meget i detaljer i dette indlæg, men kan da sige så meget at jeg var den eneste ud af 20 der havde en lang videregående uddannelse og var under 30. Der var 2 andre med lang uddannelse, men som var i aldersklassen 50+. Mit største problem, ud over den virkelig ringe undervisning, er at det er meningsløst at lave et hold med så forskellig baggrund. Det eneste det garanterer, er at absolut INGEN får noget som helst ud af det! Og derudover er jeg træt af at skulle køre så langt for et så ringe kursus. De kunne i det mindste sætte mig på et ringe kursus lidt tættere på min bopæl.

Jeg tog mit milde raseri med op til min jobcenterdame, som var ked af at sige at det desværre var min eneste mulighed for aktivering, da jobcenteret kun kan tage sig af aktivering af unge under 30 med kort eller ingen uddannelse, eller dem over 30.

Så her står jeg nu... For ung og for veluddannet og jeg spilder 3 dage hver uge på at skulle på et aktiveringskursus, hvor jeg bliver mere frustreret end motiveret.

En af de ting der trøster mig (ud over at have holdt en lang juleferie uden forpligtigelser ;-) )er at jeg trods alt ikke er den eneste i denne situation. Jeg prøver at berolige mig selv med at det trods alt ikke er mine kompetencer eller min personlighed der er noget galt med. Jeg har bare været så uheldig at blive færdiguddannet på det værst tænkelige tidspunkt i nyere tid.