Så lykkedes det mig, at få lagt en ny blog på efter et par tekniske problemer.

Der er sket en hel del i den her uge og det fik mig til at nå bunden hvor jeg ikke orkede mere

Jeg vil dog godt starte med en stor mundfuld positivitet. Jeg kom til min første samtale i lang tid og jeg var nervøs. En af konsulenterne fra DUCA, fik en samtale i hus for mig i Tølløse og målet var at få mig ud i løntilskud, som jeg skrev om i sidste uge. Det blev til en times rejse hvor jeg kunne forberede mig med hvad der måtte vente mig. Desværre kunne jeg mæke det var en nitte med det samme. Det endte dog meget konstruktivt. Torben hos AP Data inviterede mig med til et BNI møde i Gladsaxe. Det skulle vise sig at være meget græne overskridende.

Jeg blev hentet onsdag kl halv syv og det viste sig at være et forretningsnetsværks møde for konsulenter og sælgere. Jeg blev godt modtaget, men følte mig som et får blandt store velvoksne køer. Der skulle laves en præsentation på 60 sekunder og det blev min tur. Jeg fik undervejs atf at høre på de andre, hvad jeg ville sige. Jeg rejste mig op og fortalte om mig selv og da jeg ville fortælle videre og tilbyde mig selv kortsluttede jeg og gik i stå og måtte meget akavet slutte af. Det var grænseoverskridene og jeg var fuldstænidg blæst da jeg kom hjem efter de to timer. Her ramte jeg bunden

Jeg fik endnu en nedtur, og det blev til en af de største. Det gik op for mig, at jeg slet ikke er den sælger type jeg bilder mig selv ind. Det fik mig hen til et punkt hvor jeg måtte sande at jeg ikke orkede mere. Jeg var træt af at søge, jeg var træt af hele dden her søgemaskine og møde andre folk  og sælge mig selv. Jeg var mæt.

Når det så er sagt, vil jeg skrue tiden tilbage til mandag. Der havde jeg en samtale hvor jeg var sikker på mig selv at det her skulle være. Der var ingen nervøsitet, jeg var derimod tændt og glædede mig til denne samtale hos Scansign i Tåstrup. Det gik ret godt, selvom jeg var skeptisk over de maskiner jeg slet ikke havde noget kendskab til.

Men jeg mødte den her mæthed onsdag, hvor jeg bareike kunne mere og fik lyst til at holde fri og gemme mig væk. Jeg var tilbage på DUCA og sad bare og kiggede.

Så skete det.

Og hvad der skete, det hører I mere om næste gang :-)