I Go' aften Danmark står en flok forbrydere og synger for hele Danmark. De sidder stadig inde, men har fået lov til at komme ud. Efter deres optræden får den ene at vide af sin 18-årige datter, at det er første gang hun har oplevet at være stolt af sin far. Og dét har han én ildsjæl, han kan takke for.

Hun arbejder med dem, de fleste helst ikke vil vide eksisterer. Mænd, der sidder inde, fordi de har gjort noget forfærdeligt - nogle har endda taget et andet menneskes liv. Arbejdsmiljøet blandt hendes kolleger i Vridsløselille Statsfængsel e et af de psykisk hårdeste i Danmark med rekorden i antal sygemeldinger og tildeling af tidlig pension. Men på 14 år er hun kun kommet til at brænde endnu mere for sit arbejde som leder af Fangekoret. På min rundtur blandt danske ildsjæle er jeg denne gang på besøg hos Louise Adrian.

I dag er "Fangekoret" kendt blandt den brede befolkning. De har blandt andet udgivet 4 cd'er, der er blevet lavet en dvd om dem og skrevet et utal af artikler. Derudover er deres koncertkalender booket indtil 2012. Men sådan startede det ikke. Det har været et langt, sejt træk, og intet var sket uden Louise, der i øvrigt har vundet "Spil Dansk Dagens ildsjælepris".

Hun startede for 14 år siden som korleder i Statsfængslet. Der er flere kor i de danske fængsler, hvor fangerne samles og synger salmer. Men der gik ikke længe, før Louise så nye muligheder. Hun valgte jobbet, da hun altid har haft musik inde på livet, men også trangen til at gøre en social forskel. Da hun derudover har haft interesse for det kirkelige, lå jobbet som korleder lige til hende.

Men det lå også til hende at gøre mere end at samles om salmerne. Hun kunne godt mærke, at de tændte mere på at synge rytmisk musik og tekster, der tager udgangspunkt i deres mange traumatiske oplevelser og ikke mindst det forfærdelige svigt, de udsætter deres børn og kone / kæreste for. Det blev med tiden til det Fangekor, vi kender i dag.

Prøv lige at stoppe op og forestil dig, hvordan det er at skulle lede en flok store mænd, der aldrig i deres liv har accepteret irettesættelser. De har været vant til at stå af og skride, når tingene ikke har udviklet sig til deres fordel. Desuden har de efterhånden udviklet en overflade af teflon, der gør, at alle/ALT fra "systemet" preller fuldstændigt af på dem. Men ikke Louise Adrian.

Redskabet til vækst

Louise kunne efterhånden se, at musikken ikke blev formålet med at samles om sangen. Den blev mere et redskab for at vokse og blive et bedre menneske. Hvis hun havde startet for 14 år siden med at sige, at de nu skulle ud i kirker og forsamlingshuse og optræde og indspille cd'er, så var det blevet til en meget kort karriere som fangekorsleder. Så var de stået af. Så kom det nemlig til at handle om, at de var gjort til hendes projekt og skulle opfylde hendes mål.

Men det har udviklet sig til, at de når nogle fælles mål, som ikke har kunnet opfyldes på andre måder. Og det har kriminalforsorgen fået øjnene op for. For de løsladte savner det og bruger deres erfaringer. Hun har egentligt aldrig troet, at der skulle være en særlig udvikling, men den har været der, fordi de har brændt for det sammen og vokset sammen.

Louise har også inddraget fangerne mere og mere i processen, så de nu har udgivet deres første cd, hvor de selv har skrevet sangteksterne. Og det er tekster, der går helt ind under huden, skulle jeg hilse og sige. Musikken har haft en lang tradition med at være et medie, hvorigennem man kan udtrykke sin smerte, og her er cd'en "Fangenumre" nærmest toppen af denne udvikling.

Udviklingen har blandt andet også betydet, at Louise har rykket indsatsen uden for murene. Noget, der ellers er helt uset i det danske system. Men hun oplevede, at fangerne kom ud til ingenting og savnede relationerne i koret og det at være en del af noget positivt. Derfor begyndte hun at undervise løsladte fanger og har stået i spidsen for udviklingen af Café Exit, hvor de løsladte kan komme og få socialt samvær, hjælp og undervisning. At tænke indsatsen uden for murene var et meget stort skifte og i øvrigt var de slet ikke en del af hendes job. Hun har gjort det, fordi hun følte det nødvendigt.